Forseelser, der giver et klip i kørekortet

Hvad får jeg klip for?

 

Klippekortet omfatter grove overtrædelser, der ikke i sig selv medfører frakendelse, men som er trafikfarlige. Klippekortet gælder for alle motordrevne køretøjer, der kræves kørekort til. Dvs. almindelig personbil, bus, lastbil, motorcykel, stor knallert, traktor samt motorredskab.

Du får et klip, hvis du:

  • Overskrider hastighedsgrænsen med mere end 30 %
  • Kører med for kort afstand til forankørende
  • Kører ulovligt i nødsporet
  • Ikke spænder børn under 15 år fast efter reglerne
  • Kører over for rødt
  • Overtræder reglerne om vigepligt
  • Overtræder reglerne for overhaling og forbud mod overhaling
  • Overskrider spærrelinier ved overhaling
  • Øger hastigheden, når du bliver overhalet
  • Overhaler ved et fodgængerfelt
  • Kører mod færdselsretningen
  • Kører uforsvarlig slalom- og forbikørsel i tæt trafik
  • Ændrer færdselsretning og placering til fare/unødig ulempe for andre trafikanter
  • Kører venstre om helleanlæg
  • Kører om kap eller væddeløbskørsel på vej
  • Kører over jernbanespor, hvis der er givet signal til standsning
  • Kører ulovligt med børn under 15 år på motorcykel

Kun de forseelser, der er nævnt her, udløser et klip.

Hvis du får 3 klip inden for 3 år, får du frakendt kørekortet betinget. Det betyder, at du skal bestå både en teoriprøve og en køreprøve for at beholde kørekortet.

OBS. Hvis du har taget dit første kørekort for mindre end 3 år siden, er reglerne strammere. Så får du kørselsforbud allerede efter 2 klip inden for 3 år.

Hvis der sker et trafikuheld i forbindelse med din forseelse, eller din forseelse har medført fare for andre, afgør politiet, om du i stedet skal frakendes førerretten.

Læs mere om de enkelte punkter, du kan få klip for her nedenfor.

Overskridelse af hastighedsgrænsen med mere end 30 %
Du får et klip, hvis du kører mere end 30 % for stærkt. Bødens størrelse afhænger af hastigheden.

Du skal altid afpasse din fart efter forholdene. Du skal tage hensyn til vej-, vejr- og sigtforhold, køretøjets tilstand og belæsning samt færdselsforholdene i øvrigt.

Hastighed og klip – Almindelig personbil:

Hastighedsgrænse

Du får et klip, hvis du kører

50 km/t

66 – 80 km/t

60 km/t

79 – 96 km/t

70 km/t

92 – 112 km/t

80 km/t

105 – 128 km/t

90 km/t

118 – 144 km/t

100 km/t

131 – 159 km/t

110 km/t

144 km/t –159 km/t

130 km/t

Hvis du kører mere end 30 %  for stærkt på en motorvej med hastighedsbegrænsning på 130 km/t,  har du overskredet frakendelsesgrænsen på 160 km/t, og får frakendt kørekortet betinget.

Kører du mere end 60 % for stærkt eller 160 km/t og derover i almindelig personbil mv., får du frakendt kørekortet betinget.

For lastbiler, personbil med anhænger mm. får du frakendt kørekortet betinget allerede ved 40 % overskridelse af hastighedsgrænsen.

Knallert 45 (stor knallert): Du får et klip, hvis du overskrider hastighedsgrænsen på 45 km/t med over 30 %, dvs. hvis du kører med 59-72 km/t. Kører du mere end 60 % for stærkt (over 72 km/t) får du frakendt kørekortet betinget.

For alle køretøjer: Ved en meget stor overskridelse af fartgrænsen får du frakendt kørekortet ubetinget i en periode.

Kørsel med for kort afstand til forankørende (§15, stk. 3 , 1. pkt)
Du får et klip, hvis du kører med for kort afstand til forankørende. Bøde: 500 kr.

Der er ikke nogen fast lovmæssig grænse for, hvor stor afstanden skal være ved forskellige hastigheder. Loven siger, at afstanden til forankørende skal afpasses på en sådan måde, at der ikke er fare for påkørsel, hvis køretøjet foran standser, eller dets hastighed nedsættes. De væsentligste faktorer ved bedømmelsen er hastigheden samt vej- og vejrforhold.

Reglen om at holde en sikker afstand gælder på alle veje. Du vil dog ikke få klip for fx at holde i kø eller hvis en anden trafikant pludselig kører ind foran dig. Klippekortet sigter mere på de trafikanter, som i høj fart lægger sig tæt bag ved den forankørende og ”presser” vedkommende. Politiet afgør sagen i hvert enkelt tilfælde, herunder om kørslen medfører frakendelse af kørekortet eller klip.

Politiet bruger som regel videooptagelser fra civile politibiler som bevis i sådanne sager.

Hold afstand
En god tommelfingerregel er, at der skal være mindst 2 sekunders afstand til bilen foran, for at sikkerhedsafstanden er i orden. Dvs. der skal gå mindst 2 sekunder fra bilen foran passerer et fast punkt (f.eks. en lygtepæl), til du selv passerer det samme punkt.

Du skal kunne nå at tælle langsomt til ”Et sekund – to sekunder ” og der er gået ca. 2 sekunder.

Ulovlig kørsel i nødsporet (§4)
Du får et klip, hvis du kører eller standser ulovligt i nødsporet. Bøde: 500 kr.

Det er ikke tilladt at køre/stoppe i nødsporet, med mindre bilen faktisk ikke kan køre videre.

Ulovlig kørsel eller standsning i nødsporet kan hindre redningskøretøjer i at komme frem til en ulykke og være til fare for redningspersonale, der arbejder i nødsporet.

Gode råd fra Vejdirektoratet:
Brug rastepladsen til at strække ben og holde pause. Rastepladserne ligger med ca. et kvarters mellemrum langs hele motorvejsnettet.
På den måde efterlades nødsporet ryddet for det tilfælde, at et redningskøretøj skal frem. Også i den forbindelse er det livsnødvendigt at holde sig borte fra nødsporet.
Motorvejstrafik kræver trafikanternes fulde opmærksomhed, og en parkeret bil i nødsporet er livsfarligt tæt på den trafik, der passerer med måske 130 km/t.

Er bilen "død"
Er det umuligt at fortsætte, gælder det om at parkere bilen så langt borte fra kørebanen som muligt. Advarselstrekanten skal anbringes mindst 100 meter tilbage. Desuden gælder det om at opholde sig så langt borte som muligt fra bilen og selvfølgelig ikke bevæge sig ud på motorvejen. 
Kilde: Vejdirektoratet.

Undlade at spænde passagerer under 15 år fast
efter reglerne

Du får et klip, hvis du som fører ikke sørger for, at passagerer under 15 år er spændt fast i bilen. Bøde: 500 kr.

Det er førerens ansvar, at børn under 15 år er korrekt spændt fast i bilen. Børn under 135 cm skal være fastspændt i godkendt udstyr, der passer til deres højde og vægt, dvs. babystol, liftnet, boxette, autostol eller selepude.

Du får et klip:

  • Hvis du har en passager/passagerer under 15 år, der ikke spændt fast.
  • Hvis du har en passager/passagerer under 135 cm, der ikke er spændt fast i godkendt sikkerhedsudstyr, der passer til højde og vægt.

I biler uden seler:

  • Hvis du transporterer børn under 3 år i en bil uden seler.
  • Hvis du kører i en bil uden seler (hverken foran eller bagi) og har et barn, der er fyldt 3 år og er under 135 cm siddende på forsædet.

Specielt for taxier: I taxier er det førerens ansvar, at passagerer under 15 år er spændt fast. Men der er fortsat ikke krav om, at børn under 3 år er spændt fast i særligt udstyr, med mindre det findes i taxien.

Specielt for busser: Buschauffører i bil/bus, der er indrettet til 10 personer eller derover (incl. føreren) får ikke klip/bøde, hvis passagerer under 15 år ikke er spændt fast - på betingelse af, at chaufføren har oplyst passagerer om, at de skal anvende sele. Oplysningspligten kan opfyldes på 3 forskellige måder: 1. Bussen er udstyret med et særligt sele-piktogram,  2. Chaufføren siger det til passagererne, 3. Det bliver vist audiovisuelt, fx på bussens tv. Læs mere om bus-reglen i Færdselsstyrelsens meddelelse her

Kørsel over for rødt (§4, stk. 1 og 2)
Du får et klip for at køre over for rødt. Bøde:1000 kr.

Overtrædelse af reglerne om vigepligt (§ 26, stk. 2-4 og 6)
Du får et klip, hvis du overtræder reglerne om vigepligt. Bøde 1000/1500kr.

Der er to former for vigepligt: Ubetinget vigepligt og højrevigepligt.

Ubetinget vigepligt
Du har ubetinget vigepligt – dvs. du skal holde tilbage for færdsel fra begge sider – ved:

  • STOP-tavle/stoplinje.Du skal stoppe helt op, før du kører videre
  • Trekanttavle ("hajtand-skilt")
  • Vigelinje (hajtænder)
  • Kørsel ind i rundkørsel
  • Ved udkørsel fra parkeringsplads, ejendom eller grundstykke, tankstation eller andet lignende område uden for vej, fra sti, gågade, markvej eller lignende og ved enhver udkørsel fra vej, der sker over fortov, cykelsti eller rabat, som er hævet over kørebanen på den vej, der køres ind på.

Normalt vil du ikke være i tvivl om, at du bør holde tilbage for færdslen fra begge sider.

Bilister har desuden vigepligt for cyklister og knallertkørere og modkørende færdsel i forbindelse med højre- og venstresving.

Højrevigepligt
Højre vigepligt er kendetegnet ved, at der hverken er skilte eller afmærkning på vejen. Højrevigepligt betyder, at du skal holde tilbage for færdsel, der kommer fra højre.

Overtrædelse af reglerne om overhaling og forbud mod overhaling
(§ 21, stk. 1-3 og § 23)

Du får et klip, hvis du overtræder reglerne om overhaling. Bøde: 1000 kr.

Hvis du vil overhale, skal du sikre dig

  • at det kan ske uden fare
  • at den pågældende vognbane på en tilstrækkelig lang strækning er fri for modkørende færdsel
  • at den forankørende ikke giver tegn til overhaling
  • at bagfrakommende køretøjer ikke har påbegyndt en overhaling
  • at det efter overhalingen utvivlsomt er muligt at komme ind trafikstrømmen uden ulempe.

Overhaling skal ske til venstre. Dog skal overhaling ske højre om køretøjer, der svinger til venstre eller tydeligt forbereder venstresving.

Overskridelse af spærrelinier ved overhaling (§ 4, stk. 1)
Du får et klip, hvis du overskrider spærrelinjer ved overhaling. Bøde: 500 kr.

Du skal følge de afmærkninger, der er på kørebanen. Spærrelinie betyder, at du ikke må overskride eller krydse adskillelsen mellem vognbaner, heller ikke ved vending, svingning i vejkryds, indkørsel til ejendom eller lignende.
 
Hvis det er nødvendigt, fx pga. vejarbejde eller en standset eller parkeret bil, må du dog gerne – med forsigtighed –  overskride spærrelinjen.

Øget hastighed ved overhaling (§ 22, stk. 1)
Du får et klip, hvis du øger hastigheden, når du bliver overhalet. Bøde: 500 kr.

Hvis du bliver opmærksom på, at en bagfrakommende vil overhale til venstre, skal du holde så langt til højre som muligt og må ikke øge hastigheden.

Overhaling ved fodgængerfelt (§ 25)
Du får et klip, hvis du overhaler ved et fodgængerfelt. Bøde: 1000 kr.

Hvis du nærmer dig et fodgængerfelt, må du ikke overhale eller køre forbi et andet køretøj, hvis det hindrer fuldt udsyn over fodgængerfeltet.

Kørsel mod færdselsretningen (§4)
Du får et klip, hvis du kører mod færdselsretningen. Fx hvis du kører i den forkerte side af vejen eller modsat ensretningen.
Bøde: 500 kr

Uforsvarlig forbikørsel/slalomkørsel (§ 24, stk. 1)
Du får et klip, hvis du kører slalom kørsel eller laver hasarderet forbikørsel i tæt trafik. Bøde: 1000 kr.

Hvis trafikken er tæt og kører i flere rækker, så din hastighed bestemmes af de forankørende, må du ikke skifte vognbane, medmindre du skal

  • svinge ved vejkryds
  • svinge bort fra kørebanen uden for vejkryds
  • af på en frakørsel
  • ned på vejen fra en tilkørsel
  • standse eller parkere

eller hvis

  • antallet af vognbaner formindskes, dvs. vognbanerne sammenflettes.

Ændring af færdselsretning og placering mv.
(§ 16, stk. 2, og § 18, stk. 1 og 2)

Du får et klip, hvis du ændrer færdselsretning og placering til fare eller unødig ulempe for andre trafikanter. Bøde: 1000 kr.

Du skal sikre dig, at din manøvre kan ske uden fare eller unødig ulempe for andre, inden du:

  • svinger i vejkryds
  • vender eller bakker
  • sætter i gang fra vejkanten
  • skifter vognbane
  • på anden måde ændrer placering til siden
  • standser eller hurtigt nedsætter hastigheden

Kørsel venstre om helleanlæg (§ 15, stk. 4)
Du får et klip, hvis du kører venstre om helleanlæg. Bøde: 500 kr.

Du skal holde til højre for helleanlæg, færdselsfyr og lignende, der er anlagt eller anbragt på kørebanen. Du må dog gerne køre venstre om, hvis dette er vist ved afmærkning, eller vejen er ensrettet.

Overtrædelse af forbud mod kap- og væddeløbskørsel (§ 37, stk. 4)
Du får et klip, hvis du kører om kap eller kører væddeløb på alm. vej. Bøde: 1500 kr.
Enhver form for motorløb kræver tilladelse fra politiet.

Kørsel over jernbanespor (§5, stk. 2)
Du får et klip, hvis du kører over en jernbaneoverkørsel, når

  • pligt til standsning er tilkendegivet ved signalanlæg
  • bommene er lukkede
  • mens bommene lukkes eller åbnes, eller
  • jernbanens personale tilkendegiver, at tog nærmer sig.

Situationen kan sammenlignes med at køre over for rødt. Bøde:  1000 kr.

Kører ulovligt med børn under 15 år på motorcykel (§ 81, stk. 3, §51, stk. 7 og §52, stk. 5)
Du får et klip, hvis du kører ulovligt med børn under 15 år på tohjulet motorcykel, trehjulet motorcykel, trehulet knallert og i sidevogn til motorcykel.  Bøde: 500 kr.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

27.06 | 13:02

Hvis man til køreprøven med højre forhjul køre på kantsten ved højresv., har orienteret sig i spejle og manu. og Ingen kommer, må den sagkyn. Så hive i rattet?

...
11.10 | 17:42

Hejsa Kim . Jeg har et spørgsmål om førstehjælp. Kan du ringe på 40278580

...
22.08 | 23:00

Hej Kim :)
Tror vidst jeg har vedlagt min Email nedenunder, og du skulle vidst gerne kunne se den så vidt jeg forstår! :)
vh. Emma

...
29.04 | 20:57

hejsa kim. kan ikke finde nogle steder hvor jeg kan kontakte dig. kan du ikke kontakte mig? 51207386

hilsen Mads Emil

...
Du kan lide denne side